Spørgsmål og svar
Det, folk spørger om, før de bestiller
Svarene er korte og kan stå alene. Står dit spørgsmål ikke her, så ring på 53 78 78 78, Mandag til fredag klokken 9-16.
Pris og betaling
Pris, betaling og binding
Hvad det koster, hvornår du betaler, og hvad der ikke er med.
Kan der komme en regning bagefter, jeg ikke har set?
Nej. Du får det samlede beløb, før arbejdet begynder. Finder vi noget undervejs, der koster ekstra, spørger vi dig først, og du siger ja eller nej.
Er det et abonnement?
Nej. Du betaler for det årsregnskab, du bestiller, og intet andet. Der er ingen binding og intet at opsige. Du bestemmer selv, om du kommer igen næste år.
Hvornår betaler jeg?
Når du har set udkastet. Regnskabet bliver udarbejdet, før du betaler, og du godkender det, før du får filerne.
Hvad er ikke med i prisen?
Selve indberetningen foretager du selv, og vi viser dig hvordan. Der følger ingen revisorerklæring med, og løbende bogføring og momsafregning i løbet af året er ikke med. Fejlsøgning i bogføringen og et revisortjek kan tilkøbes.
Er priserne med eller uden moms?
Alle priser på sitet er uden moms.
Forløbet
Fra saldobalance til årsrapport
Det, vi oftest bliver spurgt om, før nogen går i gang.
Hvad koster et årsregnskab hos jer?
Fra 1.250 kr. for et perioderegnskab. En enkeltmandsvirksomhed koster 1.795 kr. og et selskab (også et holdingselskab alene) 2.650 kr., ekskl. moms. Selskab og holding i ét køb (eller to selskaber i samme koncern) koster 4.650 kr. og har perioderegnskab og skatteberegning med. Fejlsøgning i bogføringen kan tilkøbes for 995 kr. og et revisortjek for 1.995 kr. Det samlede beløb oplyses, før arbejdet går i gang.
Hvornår er fristen for at indberette årsrapporten?
Seks måneder efter regnskabsårets udløb, jf. årsregnskabsloven § 138. Har selskabet kalenderårsregnskab, er fristen 30. juni. Børsnoterede og statslige aktieselskaber har fire måneder. Fristen blev ændret fra fem til seks måneder i 2022, mange ældre kilder skriver stadig 31. maj.
Hvad sker der, hvis jeg indberetter for sent?
Erhvervsstyrelsen sender et påkravsbrev med otte hverdages frist. Indberettes der inden for de otte hverdage, sker der ikke mere. Ellers pålægges hvert medlem af ledelsen personligt en afgift på 500 kr. for første påbegyndte måned, i alt 2.000 kr. for anden og i alt 3.000 kr. for tredje. Selskabet må ikke betale afgiften. Reagerer man ikke inden for fire uger, kan selskabet sendes til tvangsopløsning i skifteretten.
Skal mit selskab have revision?
De fleste selskaber i regnskabsklasse B kan fravælge revision, hvis de to år i træk holder sig under to af tre grænser. Årsrapporten bliver udarbejdet uden revision. Det er det, langt de fleste mindre selskaber har brug for.
Kan jeg selv udarbejde årsrapporten?
Ja. Der er intet lovkrav om at bruge revisor eller regnskabsfører til et klasse B-regnskab. Det kræver, at du selv kan opstille regnskabet efter årsregnskabsloven og indberette det digitalt. Vi har en guide til det, og hvis du kommer i tvivl undervejs, kan du sende saldobalancen til os i stedet.
Hvad skal jeg sende jer?
En saldobalance for regnskabsåret, direkte fra e-conomic, Dinero, Billy eller som fil. Har du ansatte, også lønafstemningen. Vi siger til, hvis vi mangler mere.
Hvad hvis min bogføring ikke er i orden?
Bogføringen bliver gennemgået, og du får resultatet at se, før der går noget videre. Skal der rettes noget, får du beløbet oplyst og siger ja eller nej. Du får ikke en regning, du ikke har set komme.
Dine tal
Bogføringsprogram og filer
Hvor tallene kommer fra, og hvad vi skal bruge.
Kan I hente tallene direkte fra mit bogføringsprogram?
Ikke endnu. Forbindelserne til Dinero og e-conomic er bygget, men de er ikke slået til for kunderne. Indtil de er, lægger du saldobalancen ind som fil. Det tager et par minutter, og resten af forløbet er det samme.
Hvilken fil skal jeg lægge ind?
Saldobalancen for regnskabsåret som Excel- eller CSV-fil. Det er den eneste fil, der er et krav. Posteringerne og kontoudtoget fra banken gør gennemgangen skarpere, men du kan gå videre uden.
Mit program står ikke på listen. Kan jeg stadig bruge jer?
Ja, hvis programmet kan trække en saldobalance ud som Excel- eller CSV-fil. Det kan de fleste bogføringsprogrammer, og filen er det eneste, vi skal bruge for at gå i gang.
Selv eller med hjælp
Kan jeg lave det selv?
Spørgsmålene, før man vælger revisor fra.
Må jeg selv lave og indberette årsrapporten for mit ApS?
Ja, når selskabet har fravalgt revision. Så er der intet krav om, at en revisor laver eller påtegner årsrapporten. Den skal stadig følge årsregnskabslovens regler for regnskabsklasse B og indberettes digitalt til Erhvervsstyrelsen senest seks måneder efter regnskabsårets udløb.
Hvad er grænserne for at fravælge revision?
Selskabet skal to år i træk ligge under to af tre grænser: balancesum 4 mio. kr., nettoomsætning 8 mio. kr. og 12 heltidsansatte. Fravalget besluttes på generalforsamlingen eller ved stiftelsen og skal fremgå af årsrapporten.
Hvad går oftest galt, når man laver regnskabet selv?
Det, der ikke står i bogføringen: disponeringen af årets resultat, skatten og de skattemæssige afskrivninger, skattefrit udbytte og gevinster fra kapitalandele, og forpligtelser som kautioner, der skal nævnes i en note. Opstillingen er sjældent problemet. Det er de valg, der ændrer skatten.
Hvad koster det at få årsregnskabet lavet uden revisor?
Hos Nemt Årsregnskab: selskab 2.650 kr., selskab og holding 4.650 kr., enkeltmandsvirksomhed 1.795 kr. og forening 1.995 kr.. Alle ekskl. moms og til fast pris. Du ser det færdige regnskab, før du betaler.
Skal jeg stadig aflevere noget til SKAT?
Ja. Årsrapporten går til Erhvervsstyrelsen, men selskabets oplysningsskema (selvangivelsen) skal afleveres til SKAT for sig, med opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Begge dele er med i pakken.